At føle sig lænket

14 dage efter Carl er født, starter Casper på arbejde igen. Det er hverken han eller jeg klar til. 2 dage nåede vi har have sammen hjemme uden at skulle ud af døren for at tage til kontrolvejninger. 2 dage uden nye informationer og ammevejledninger. Sølle 2 dages ren familiehygge.

Efter Casper begyndte på arbejde faldt min hverdag i en meget kedelig rutine. Hver 3. time skulle Carl lægges til, derefter evt. supplering med flaske afhængigt af, om han syntes mæt. Efter det skulle jeg pumpe ud, mens han sov, og så kunne jeg prioritere mellem at spise, komme i bad eller selv få sovet lidt selv – hvis da ikke Carl vågnede og krævede min opmærksomhed. Typisk fik jeg morgenmad ved 13-tiden, sad hele dagen i sofaen med det tøj, jeg havde haft på alle andre dage og med en lugt, der ikke ligefrem var duften af nyvasket hår. Det vildeste, der skete på min dag, var når jeg flyttede mig fra sengen til sofaen.

Amningen kørte så om så. Nogle dage følte jeg, at det med amningen gik ok. Jeg følte at mælken flød, og Carl spiste også nogle dage godt. Jeg kunne også pumpe rigeligt med mælk ud om morgenen, som vi så kunne supplere med om aftenen, hvor produktionen var lav. Jeg kunne dog ikke producerer nok til, at vi kunne undvære MME. Men som dagene gik blev Carl mere og mere utilfreds. Han begyndte at græde om dagen, og det var som om han aldrig blev mæt, selvom jeg følte at han fik en masse fra mig. Som forsøg prøvede vi at starte med at give ham flaske, så jeg kunne pumpe ud, og se hvor meget/lidt, han fik fra mig. Det var ikke meget! Som dagene gik blev min mælkeproduktion mindre og mindre, så Carl fik efterhånden mere og mere flaske.

Jeg forsøgte, det bedste jeg kunne at pumpe ud. Men samtidig med at Carl fik mere og mere MME, fik han også mavekneb, så det var begrænset, hvor meget han sov – og derfor også begrænset, hvor meget tid jeg havde til at pumpe ud og holde mælkeproduktionen oppe. Mine prioriteter begyndte langsom at gå mod selv at få lidt at spise samt at sove, så jeg ikke gik helt fra forstanden.

Jeg blev fanget i et mareridt af manglende søvn, dårlig samvittighed og 100 % ammehjerne. Min liv gik ud på at give den her lille gut mad og trøste ham. Jeg ville rigtig gerne give ham så meget modermælk som muligt. Sørge for at han fik alle de gode ting ved modermælken, som ikke er i modermælkserstatningen. Men det fungerede bare ikke.

En dag fik jeg besøg af sundhedsplejersken. Alle mine frustrationer og min dårlige samvittighed fløj ud af mig. Jeg tudede nærmest bare ved synet af hende. Sundhedsplejersken var heldigvis hurtigt til at komme med de gyldne og forløsende ord.

Er det så ikke bare bedst, at du holder op med at pumpe ud? Det er meget mere værd, at han har en glad mor.

Det er nok de dejligste ord, jeg nogensinde har hørt. Jeg følte mig fanget af det her mælkemareridt, og havde netop behov for at en sundhedsfaglig sagde, “Du kan ikke holde til det her. Han skal nok klare sig helt fint med modermælkserstatning”.

Samme dag røg mælkepumpen i skabet. Carl blev 100 % flaskebarn 2 måneder gammel.

Min ammehistorie #1
Min ammehistorie #2

De første spørgsmål melder sig

Lørdag d. 6. september kommer vi hjem for første gang som en familie. Vi nyder tiden med vores lille guldklump, mens han sover trygt på vores brystkasser. Når han er vågen er det dog en anden sag. Jeg forsøger at amme, Carl forsøger at spise og om aftenen skriger han. Vi har købt lidt MME på brik, som vi om aftenen opvarmer de 20 ml, vi typisk opvarmede på hospitalet. Vi giver ham lidt af gangen. Han sluger det!

Hvor meget kan vi egentlig give ham?

Hverken Casper eller jeg ved hvad vi skal stille op. MME er væk hurtigere end vi kan når at give Carl det. Han virker stadig sulten. I tvivl om, hvorvidt han må få mere, forsøger jeg at ligge ham til, så han kan få lidt modersmælk i stedet. Til sidst falder han i søvn. Muligvis af udmattelse.

Natten går, ligesom de forrige nætter, med hyppige amninger med en baby, der falder i søvn ved brystet.

Dagen efter skal vi til kontrolvejning. Vi møder en ny jordemoder, som vejer Carl konstatere at han har taget 10 gram på siden dagen før. Så starter lavinen af spørgsmål, men ikke fra os. Vi skal svare på ammehyppighed, -varighed, vågne timer, afføring mm. Og vi svarer efter bedste evne, hvilket min nu voldsomme ammehjerne faktisk har overraskende svært ved. Jordemoderen er ikke bekymret for vægten, men synes til gengæld at Carl er alt for gul i huden. Han har ellers været gul i et par dage, og på patienthotellet var de ikke bekymrede for det. Hun måler bilirubin til 222. For høj, men ikke højt nok til at Carl skal have lys. Vi sendes hjem med ny kontroltid og med information om at amme så meget som over hovedet muligt. Carl skal ammes minimum hver 3. time, også selvom han skal vækkes.

Da jeg kommer hjem installerer jeg app’en BabyNursing. App’en der både bliver min bedste ven og værste fjende. For at kunne huske ammeintervaller og få styr på, hvor lang tid Carl ammer, bruger jeg app’en til at tage tid for mig. Samtidig kan den holde styr på, hvilket bryst jeg sidst har lagt til. Min hukommelse er helt væk, så den hjælper mig til at holde styr på om det er ammetid. Derudover kan jeg plotte Carls vægt ind, og se om han følger vækstkurven. Det gør han ikke.

Om aftenen kører skrigeturerne stadig. Jeg ammer, og Carl for lidt MME oveni. Vi vækker ham hver 3. time, og lægger ham til.

Mandag tager vi på hospitalet igen. Vi møder igen en ny jordemoder. Nu skal vi ikke være bekymret for bilirubinen, selvom den er steget til 236. Nu er det vægten, vi skal være bekymrede for. Carl har taget 10 gram på på et døgn. Vi får samme lavine med spørgsmål. Svarer på præcis samme måde som dagen før. Får samme information; am am am!

Vi tager hjem igen. Sådan kører de næste dage. Op på hospitalet til ny jordemoder med samme spørgsmål og samme information. Både Casper og jeg bliver efterhånden frustrerede over at svare samme svar dag efter dag. Vi fornemmer på intet tidspunkt, at der er blevet skrevet noget ned fra dagen før, og kører svarerne på rutinen. Til sidst begynder jeg bare at åbne app’en, så de selv kan se afføringshyppighed, ammeintervaller mm.
Jeg er træt! Jeg er smadret! Amning tager typisk 1 time, så kan jeg sove max 2 timer, for så at vække Carl igen. Jeg kan ikke huske noget som helst. Jeg tilbringer al tid i min seng eller i sofaen. Jeg føler, at hele min dag går med Carl ved brystet, mens spørgsmålene kører i mit hoved. Får han nok at spise? Har jeg mælk nok? Hvorfor fungerer det ikke?
Efterhånden giver vi ham mere og mere MME. Han virker umættelig, og vi er desperate. I bagklogsskabens lys har han ikke fået ret meget oveni. Vi starter med 20 ml, men supplerer nogle gange op til 5o ml. Så alt i alt ikke ret meget. Men for os virkede det som meget mælk, der skulle ned i den lille mave. Det blev også spist! Hurtigt!

Det hele kulminerer da jeg en dag ammer 8 timer effektivt. Dvs. uden bøvsepauser, bleskift osv. Det er ren baby ved babs tid. Dagene op til har Carl taget 10-20 gram på, så vi er fulde af forhåbning, da vi kommer til kontrolvejning efter ammedagen fra helvede. Det er dog et stort slag i hovedet vi får. Carl har tabt sig 60 gram, og er tilbage på den vægt han havde et døgn efter fødslen. Jeg har lyst til at tude!
Informationen fra jordemoderen er klar. Vi skal blive ved, som vi gør. Amme al hvad vi kan og supplere lidt MME, hvis han ikke kan mættes.
Lige efter vi har været til kontrol, ringer Sundhedsplejersken. Det flyver ud af mig med alle vores frustrationer og ammekaos. Hun anbefaler, at vi får fat i en pumpe og pumper mælk ud, som vi kan supplere med efter amningen ved behov eller gemme til om aftenen. Både for at Carl for noget spise, men også for at være sikker på, at jeg bliver stimuleret til at danne mælk.

Her vender det lidt for os. Vi får øjnene op for, hvor lidt mælk Carl har fået om aftenen. Jeg har intet mælk om aftenen. No wonder baby har været utilfreds! Den aften får Carl for første gang flaske.

fortsættelse følger…

Min ammehistorie #1

En af mine største frustrationer som mor, har været min store ammefiasko. Der er en længere historie, der ender med et flaskebarn med maveproblemer og 117 ubesvarede spørgsmål om at have et flaskebarn.
For at hjælpe andre flaskemødre har jeg syslet med at få nedskrevet spørgsmål og fundet svar. Hvad det skal ende ud med ved jeg endnu ikke, måske bare den her blog, måske noget større og måske et brev til Sundhedsstyrrelsen med en appel om at lave noget officielt materiale til flaskemødre.

Spørgsmålene og svarerne vil jeg krydre med min historie, så I forstår baggrunden for, hvor alle mine ubesvarede spørgsmål kommer fra.

En svær begyndelse

Tirsdag den 2. September kl 12.03 fik jeg den skønneste lille dreng op til mig. Han var den fineste lille skabning, der scorede 10 ud af 10 på apgar scoren. Vi var derfor nogle meget stolte forældre, klar til at kaste os ud i vores nyeroller. Han skriger kort, da han kommer ud, ligger og kigger en lille time, og falder så i søvn.

Da vi har ligget og nyt ham de første par timer, kommer jordemoderen ind for at måle, veje osv. Hun spørger ind til om han har søgt brystet, og er begyndt at die. Det er han ikke. Han sover trygt. Han vågner kort op, brokker sig lidt idet han bliver undersøgt, og falder så i søvn igen.

Efter 4 timer kommer vi på patienthotellet. Han har stadig ikke vist interesse for brystet. Både jordemødre og sygeplejersker er søde og rare til at komme og tjekke, hvordan det går med ham og spisningen. I løbet af det første døgn forsøger vi at ligge ham til, når han viser bare den mindste interesse, og det lykkedes da også lidt at få ham til at die. Typisk går der dog kun få minutter, så falder han i søvn igen.

Vi har den ene sygeplejerske efter den anden til at komme og hjælpe, når det er ammetid. De kildrer maven, gnubber fødderne, puster på ham, tjekker tungebånd og gør alt, hvad de kan for at holde han vågen under amming. Men han må have arvet sin mors gode sovegen, for han er ikke sådan lige at holde ved ilden. Det mærker vi også barselsbesøgene. Han sover som en sten!

Torsdag morgen bliver Carl vejet. Han har tabt 9,1 % af sin kropsvægt. Ikke over de 10 % som han må tabe, men nok til at jordemødrene er bekymrede. Vi bliver derfor sat igang med ammebrik og ammesonde. Hver gang jeg ligger ham til brystet, har Casper varmet lidt MME, som Carl får gennem en lille slange ved min brystvorte. Det hjælper lidt. Han vågner mere op, og spiser lidt, men det er ikke meget.

Vi ligger på patienthotellet i 4 dage. Carl bliver vejet hver dag. Han tager kun 10-20 gram på om dagen, det er ikke meget, men i det mindste taber han sig ikke. På 4. dagen er Casper og jeg efterhånden ved at være klar til at komme hjem. Vi fået god behandling på patienthotellet, men det er begrænset, hvor lang tid to mennesker med en lille nyfødt kan holde til at være i et lille værelse. Amningen kører stadig ikke, men vi kan lige få ham til at spise med ammebrik og sonde. Da Carl tager på, får vi lov at komme hjem, men skal så til gengæld komme til kontrolvejninger dagene efter.
Der er dog et minus ved at komme hjem. Slut med ammesonde. Vi får besked på, at vi engang i mellem kan give ham lidt MME i et lille glas, hvis han ikke virker mæt.

Vi er glade, da vi kan tage vores guldklump med hjem.

fortsættelse følger…