FML!

IMG_5050-0.JPG

Carl udviklede sig i går til et slimhostende, snotnæset, virusinficeret, småtspisende, ikke-sovende helvede!

I forvejen sover han ekstremt dårligt, så de sidste par dage har presset mig på søvnfronten. I går aftes kravlede virussen så videre til mig. Man skal altså lade være med at kysse sit syge barn! Lesson learned!
Natten har derfor stået på rekord mange babyvend, sut i mund, trøst og kram koblet med at jeg selv kradsede, hostede og snottede. Læs: mor er nu pissehamrende træt – og selv syg! FML!

Hvem ringer man til, og melder sig syg, når man er på barsel?

Et er at skulle varetage er sygt barn. Noget andet er at gøre det med kæmpe søvnunderskud og satans virus i kroppen! Grr!

De 200 meter hen til Fakta for suppe virker svært uoverskuelige!

 

IMG_5049-0.JPG

Barselsosteklokken

IMG_5001-0.JPG
Jeg har i noget tid haft et hængeparti med at få ryddet op i Carls tøj, der efterhånden fylder for meget i værelset.
Han er efterhånden en stor baby, der i en alder af 4 måneder er på vej op i en str. 74 (6-9 måneder), så der var en del tøj, der skulle pakkes væk.

Da Carl var spæd, følte jeg at perioden med str. 50 var mega lang. Måske koblet med, at vi ikke havde særlig meget i den størrelse, og han derfor var indlagt til at svømme i en str. 56.
Til gengæld var str. 62 ovre i løbet af ingen tid, hvilket også er tilfældet med str. 68. Lidt ærgeligt med str. 62, som vi har ekstremt meget i. Der er så meget der slet ikke er brugt, eller kun brugt få gange.

Vi havde derimod ikke ret meget i str. 68, så helt fint ikke at skulle tænke på den størrelse længere. At vi så heller ikke havde noget i str. 74, gav mor lov at gå på udsalg i babytøjsverdenen. Selvom det virker til at alle mødre shoppede str. 74. Det var næsten altid den størrelse, der manglede!?

Jeg kan godt blive lidt skræmt over, hvor hurtigt tiden går, og hvor stor Carl er blevet. Man tør nærmest ikk blinke af frygt for at gå glip af en hel tøjstørrelse! Jeg synes kun, jeg kan huske, at han var helt lille bitte. Hvor blev mellemstationerne af? Man går herinde i sin barselsosteklokke, og går alligevel glip af alt inden for glasset. Hvordan går det til? Er min ammehjerne SÅ seriøs?

Terrible fours

Morgenstund med Carl 003Når baby når 4 måneders alderen, er det åbenbart helt normalt, at de sover dårligere og mindre. Ja tak!

Jeg synes i forvejen ikke, jeg havde trukket lykkestrået mht. søvnlængde med Carl. Han er, eller var, oppe 3 gange mellem 21 og 8 om morgenen. Helt normalt ja, men ikke ligefrem en wunderbaby. Det kan jeg dog leve med. Især fordi han var sød at tage et langt stræk fra 21 til 2.

Nu længes jeg efter de dage! Den sidste uge er søvnen blevet brudt af hyppigere behov for at blive vendt i sengen, blive trøstet i drømmegråden (læs her), få sutten i munden igen og blive beroliget. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, der er behov for opmærksomhed! Derudover er putteritualet blevet krydret med 10 minutters enetale, hvorefter han begynder at klynke for at få sutten i munden. Hvor blev babyen af, der bare kunne lægges med en sut i munden, en stofble over øjnene, og så var han væk?

Selv den ellers så sikre bilpowernap står sin prøve!

Læs: Mor er pissetræt! Hvornår får jeg lov at sove igen?

Min ammehistorie #3

IMG_3385

At føle sig lænket

14 dage efter Carl er født, starter Casper på arbejde igen. Det er hverken han eller jeg klar til. 2 dage nåede vi har have sammen hjemme uden at skulle ud af døren for at tage til kontrolvejninger. 2 dage uden nye informationer og ammevejledninger. Sølle 2 dages ren familiehygge.

Efter Casper begyndte på arbejde faldt min hverdag i en meget kedelig rutine. Hver 3. time skulle Carl lægges til, derefter evt. supplering med flaske afhængigt af, om han syntes mæt. Efter det skulle jeg pumpe ud, mens han sov, og så kunne jeg prioritere mellem at spise, komme i bad eller selv få sovet lidt selv – hvis da ikke Carl vågnede og krævede min opmærksomhed. Typisk fik jeg morgenmad ved 13-tiden, sad hele dagen i sofaen med det tøj, jeg havde haft på alle andre dage og med en lugt, der ikke ligefrem var duften af nyvasket hår. Det vildeste, der skete på min dag, var når jeg flyttede mig fra sengen til sofaen.

Amningen kørte så om så. Nogle dage følte jeg, at det med amningen gik ok. Jeg følte at mælken flød, og Carl spiste også nogle dage godt. Jeg kunne også pumpe rigeligt med mælk ud om morgenen, som vi så kunne supplere med om aftenen, hvor produktionen var lav. Jeg kunne dog ikke producerer nok til, at vi kunne undvære MME. Men som dagene gik blev Carl mere og mere utilfreds. Han begyndte at græde om dagen, og det var som om han aldrig blev mæt, selvom jeg følte at han fik en masse fra mig. Som forsøg prøvede vi at starte med at give ham flaske, så jeg kunne pumpe ud, og se hvor meget/lidt, han fik fra mig. Det var ikke meget! Som dagene gik blev min mælkeproduktion mindre og mindre, så Carl fik efterhånden mere og mere flaske.

Jeg forsøgte, det bedste jeg kunne at pumpe ud. Men samtidig med at Carl fik mere og mere MME, fik han også mavekneb, så det var begrænset, hvor meget han sov – og derfor også begrænset, hvor meget tid jeg havde til at pumpe ud og holde mælkeproduktionen oppe. Mine prioriteter begyndte langsom at gå mod selv at få lidt at spise samt at sove, så jeg ikke gik helt fra forstanden.

Jeg blev fanget i et mareridt af manglende søvn, dårlig samvittighed og 100 % ammehjerne. Min liv gik ud på at give den her lille gut mad og trøste ham. Jeg ville rigtig gerne give ham så meget modermælk som muligt. Sørge for at han fik alle de gode ting ved modermælken, som ikke er i modermælkserstatningen. Men det fungerede bare ikke.

En dag fik jeg besøg af sundhedsplejersken. Alle mine frustrationer og min dårlige samvittighed fløj ud af mig. Jeg tudede nærmest bare ved synet af hende. Sundhedsplejersken var heldigvis hurtigt til at komme med de gyldne og forløsende ord.

Er det så ikke bare bedst, at du holder op med at pumpe ud? Det er meget mere værd, at han har en glad mor.

Det er nok de dejligste ord, jeg nogensinde har hørt. Jeg følte mig fanget af det her mælkemareridt, og havde netop behov for at en sundhedsfaglig sagde, “Du kan ikke holde til det her. Han skal nok klare sig helt fint med modermælkserstatning”.

Samme dag røg mælkepumpen i skabet. Carl blev 100 % flaskebarn 2 måneder gammel.

Min ammehistorie #1
Min ammehistorie #2

Min ammehistorie #2

Carl 094

De første spørgsmål melder sig

Lørdag d. 6. september kommer vi hjem for første gang som en familie. Vi nyder tiden med vores lille guldklump, mens han sover trygt på vores brystkasser. Når han er vågen er det dog en anden sag. Jeg forsøger at amme, Carl forsøger at spise og om aftenen skriger han. Vi har købt lidt MME på brik, som vi om aftenen opvarmer de 20 ml, vi typisk opvarmede på hospitalet. Vi giver ham lidt af gangen. Han sluger det!

Hvor meget kan vi egentlig give ham?

Hverken Casper eller jeg ved hvad vi skal stille op. MME er væk hurtigere end vi kan når at give Carl det. Han virker stadig sulten. I tvivl om, hvorvidt han må få mere, forsøger jeg at ligge ham til, så han kan få lidt modersmælk i stedet. Til sidst falder han i søvn. Muligvis af udmattelse.

Natten går, ligesom de forrige nætter, med hyppige amninger med en baby, der falder i søvn ved brystet.

Dagen efter skal vi til kontrolvejning. Vi møder en ny jordemoder, som vejer Carl konstatere at han har taget 10 gram på siden dagen før. Så starter lavinen af spørgsmål, men ikke fra os. Vi skal svare på ammehyppighed, -varighed, vågne timer, afføring mm. Og vi svarer efter bedste evne, hvilket min nu voldsomme ammehjerne faktisk har overraskende svært ved. Jordemoderen er ikke bekymret for vægten, men synes til gengæld at Carl er alt for gul i huden. Han har ellers været gul i et par dage, og på patienthotellet var de ikke bekymrede for det. Hun måler bilirubin til 222. For høj, men ikke højt nok til at Carl skal have lys. Vi sendes hjem med ny kontroltid og med information om at amme så meget som over hovedet muligt. Carl skal ammes minimum hver 3. time, også selvom han skal vækkes.

Da jeg kommer hjem installerer jeg app’en BabyNursing. App’en der både bliver min bedste ven og værste fjende. For at kunne huske ammeintervaller og få styr på, hvor lang tid Carl ammer, bruger jeg app’en til at tage tid for mig. Samtidig kan den holde styr på, hvilket bryst jeg sidst har lagt til. Min hukommelse er helt væk, så den hjælper mig til at holde styr på om det er ammetid. Derudover kan jeg plotte Carls vægt ind, og se om han følger vækstkurven. Det gør han ikke.

Om aftenen kører skrigeturerne stadig. Jeg ammer, og Carl for lidt MME oveni. Vi vækker ham hver 3. time, og lægger ham til.

Mandag tager vi på hospitalet igen. Vi møder igen en ny jordemoder. Nu skal vi ikke være bekymret for bilirubinen, selvom den er steget til 236. Nu er det vægten, vi skal være bekymrede for. Carl har taget 10 gram på på et døgn. Vi får samme lavine med spørgsmål. Svarer på præcis samme måde som dagen før. Får samme information; am am am!

Vi tager hjem igen. Sådan kører de næste dage. Op på hospitalet til ny jordemoder med samme spørgsmål og samme information. Både Casper og jeg bliver efterhånden frustrerede over at svare samme svar dag efter dag. Vi fornemmer på intet tidspunkt, at der er blevet skrevet noget ned fra dagen før, og kører svarerne på rutinen. Til sidst begynder jeg bare at åbne app’en, så de selv kan se afføringshyppighed, ammeintervaller mm.
Jeg er træt! Jeg er smadret! Amning tager typisk 1 time, så kan jeg sove max 2 timer, for så at vække Carl igen. Jeg kan ikke huske noget som helst. Jeg tilbringer al tid i min seng eller i sofaen. Jeg føler, at hele min dag går med Carl ved brystet, mens spørgsmålene kører i mit hoved. Får han nok at spise? Har jeg mælk nok? Hvorfor fungerer det ikke?
Efterhånden giver vi ham mere og mere MME. Han virker umættelig, og vi er desperate. I bagklogsskabens lys har han ikke fået ret meget oveni. Vi starter med 20 ml, men supplerer nogle gange op til 5o ml. Så alt i alt ikke ret meget. Men for os virkede det som meget mælk, der skulle ned i den lille mave. Det blev også spist! Hurtigt!

Det hele kulminerer da jeg en dag ammer 8 timer effektivt. Dvs. uden bøvsepauser, bleskift osv. Det er ren baby ved babs tid. Dagene op til har Carl taget 10-20 gram på, så vi er fulde af forhåbning, da vi kommer til kontrolvejning efter ammedagen fra helvede. Det er dog et stort slag i hovedet vi får. Carl har tabt sig 60 gram, og er tilbage på den vægt han havde et døgn efter fødslen. Jeg har lyst til at tude!
Informationen fra jordemoderen er klar. Vi skal blive ved, som vi gør. Amme al hvad vi kan og supplere lidt MME, hvis han ikke kan mættes.
Lige efter vi har været til kontrol, ringer Sundhedsplejersken. Det flyver ud af mig med alle vores frustrationer og ammekaos. Hun anbefaler, at vi får fat i en pumpe og pumper mælk ud, som vi kan supplere med efter amningen ved behov eller gemme til om aftenen. Både for at Carl for noget spise, men også for at være sikker på, at jeg bliver stimuleret til at danne mælk.

Her vender det lidt for os. Vi får øjnene op for, hvor lidt mælk Carl har fået om aftenen. Jeg har intet mælk om aftenen. No wonder baby har været utilfreds! Den aften får Carl for første gang flaske.

fortsættelse følger…

Min ammehistorie #1