Min ammehistorie #1

En af mine største frustrationer som mor, har været min store ammefiasko. Der er en længere historie, der ender med et flaskebarn med maveproblemer og 117 ubesvarede spørgsmål om at have et flaskebarn.
For at hjælpe andre flaskemødre har jeg syslet med at få nedskrevet spørgsmål og fundet svar. Hvad det skal ende ud med ved jeg endnu ikke, måske bare den her blog, måske noget større og måske et brev til Sundhedsstyrrelsen med en appel om at lave noget officielt materiale til flaskemødre.

Spørgsmålene og svarerne vil jeg krydre med min historie, så I forstår baggrunden for, hvor alle mine ubesvarede spørgsmål kommer fra.

En svær begyndelse

Tirsdag den 2. September kl 12.03 fik jeg den skønneste lille dreng op til mig. Han var den fineste lille skabning, der scorede 10 ud af 10 på apgar scoren. Vi var derfor nogle meget stolte forældre, klar til at kaste os ud i vores nyeroller. Han skriger kort, da han kommer ud, ligger og kigger en lille time, og falder så i søvn.

Da vi har ligget og nyt ham de første par timer, kommer jordemoderen ind for at måle, veje osv. Hun spørger ind til om han har søgt brystet, og er begyndt at die. Det er han ikke. Han sover trygt. Han vågner kort op, brokker sig lidt idet han bliver undersøgt, og falder så i søvn igen.

Efter 4 timer kommer vi på patienthotellet. Han har stadig ikke vist interesse for brystet. Både jordemødre og sygeplejersker er søde og rare til at komme og tjekke, hvordan det går med ham og spisningen. I løbet af det første døgn forsøger vi at ligge ham til, når han viser bare den mindste interesse, og det lykkedes da også lidt at få ham til at die. Typisk går der dog kun få minutter, så falder han i søvn igen.

Vi har den ene sygeplejerske efter den anden til at komme og hjælpe, når det er ammetid. De kildrer maven, gnubber fødderne, puster på ham, tjekker tungebånd og gør alt, hvad de kan for at holde han vågen under amming. Men han må have arvet sin mors gode sovegen, for han er ikke sådan lige at holde ved ilden. Det mærker vi også barselsbesøgene. Han sover som en sten!

Torsdag morgen bliver Carl vejet. Han har tabt 9,1 % af sin kropsvægt. Ikke over de 10 % som han må tabe, men nok til at jordemødrene er bekymrede. Vi bliver derfor sat igang med ammebrik og ammesonde. Hver gang jeg ligger ham til brystet, har Casper varmet lidt MME, som Carl får gennem en lille slange ved min brystvorte. Det hjælper lidt. Han vågner mere op, og spiser lidt, men det er ikke meget.

Vi ligger på patienthotellet i 4 dage. Carl bliver vejet hver dag. Han tager kun 10-20 gram på om dagen, det er ikke meget, men i det mindste taber han sig ikke. På 4. dagen er Casper og jeg efterhånden ved at være klar til at komme hjem. Vi fået god behandling på patienthotellet, men det er begrænset, hvor lang tid to mennesker med en lille nyfødt kan holde til at være i et lille værelse. Amningen kører stadig ikke, men vi kan lige få ham til at spise med ammebrik og sonde. Da Carl tager på, får vi lov at komme hjem, men skal så til gengæld komme til kontrolvejninger dagene efter.
Der er dog et minus ved at komme hjem. Slut med ammesonde. Vi får besked på, at vi engang i mellem kan give ham lidt MME i et lille glas, hvis han ikke virker mæt.

Vi er glade, da vi kan tage vores guldklump med hjem.

fortsættelse følger…