Min ammehistorie #2

De første spørgsmål melder sig

Lørdag d. 6. september kommer vi hjem for første gang som en familie. Vi nyder tiden med vores lille guldklump, mens han sover trygt på vores brystkasser. Når han er vågen er det dog en anden sag. Jeg forsøger at amme, Carl forsøger at spise og om aftenen skriger han. Vi har købt lidt MME på brik, som vi om aftenen opvarmer de 20 ml, vi typisk opvarmede på hospitalet. Vi giver ham lidt af gangen. Han sluger det!

Hvor meget kan vi egentlig give ham?

Hverken Casper eller jeg ved hvad vi skal stille op. MME er væk hurtigere end vi kan når at give Carl det. Han virker stadig sulten. I tvivl om, hvorvidt han må få mere, forsøger jeg at ligge ham til, så han kan få lidt modersmælk i stedet. Til sidst falder han i søvn. Muligvis af udmattelse.

Natten går, ligesom de forrige nætter, med hyppige amninger med en baby, der falder i søvn ved brystet.

Dagen efter skal vi til kontrolvejning. Vi møder en ny jordemoder, som vejer Carl konstatere at han har taget 10 gram på siden dagen før. Så starter lavinen af spørgsmål, men ikke fra os. Vi skal svare på ammehyppighed, -varighed, vågne timer, afføring mm. Og vi svarer efter bedste evne, hvilket min nu voldsomme ammehjerne faktisk har overraskende svært ved. Jordemoderen er ikke bekymret for vægten, men synes til gengæld at Carl er alt for gul i huden. Han har ellers været gul i et par dage, og på patienthotellet var de ikke bekymrede for det. Hun måler bilirubin til 222. For høj, men ikke højt nok til at Carl skal have lys. Vi sendes hjem med ny kontroltid og med information om at amme så meget som over hovedet muligt. Carl skal ammes minimum hver 3. time, også selvom han skal vækkes.

Da jeg kommer hjem installerer jeg app’en BabyNursing. App’en der både bliver min bedste ven og værste fjende. For at kunne huske ammeintervaller og få styr på, hvor lang tid Carl ammer, bruger jeg app’en til at tage tid for mig. Samtidig kan den holde styr på, hvilket bryst jeg sidst har lagt til. Min hukommelse er helt væk, så den hjælper mig til at holde styr på om det er ammetid. Derudover kan jeg plotte Carls vægt ind, og se om han følger vækstkurven. Det gør han ikke.

Om aftenen kører skrigeturerne stadig. Jeg ammer, og Carl for lidt MME oveni. Vi vækker ham hver 3. time, og lægger ham til.

Mandag tager vi på hospitalet igen. Vi møder igen en ny jordemoder. Nu skal vi ikke være bekymret for bilirubinen, selvom den er steget til 236. Nu er det vægten, vi skal være bekymrede for. Carl har taget 10 gram på på et døgn. Vi får samme lavine med spørgsmål. Svarer på præcis samme måde som dagen før. Får samme information; am am am!

Vi tager hjem igen. Sådan kører de næste dage. Op på hospitalet til ny jordemoder med samme spørgsmål og samme information. Både Casper og jeg bliver efterhånden frustrerede over at svare samme svar dag efter dag. Vi fornemmer på intet tidspunkt, at der er blevet skrevet noget ned fra dagen før, og kører svarerne på rutinen. Til sidst begynder jeg bare at åbne app’en, så de selv kan se afføringshyppighed, ammeintervaller mm.
Jeg er træt! Jeg er smadret! Amning tager typisk 1 time, så kan jeg sove max 2 timer, for så at vække Carl igen. Jeg kan ikke huske noget som helst. Jeg tilbringer al tid i min seng eller i sofaen. Jeg føler, at hele min dag går med Carl ved brystet, mens spørgsmålene kører i mit hoved. Får han nok at spise? Har jeg mælk nok? Hvorfor fungerer det ikke?
Efterhånden giver vi ham mere og mere MME. Han virker umættelig, og vi er desperate. I bagklogsskabens lys har han ikke fået ret meget oveni. Vi starter med 20 ml, men supplerer nogle gange op til 5o ml. Så alt i alt ikke ret meget. Men for os virkede det som meget mælk, der skulle ned i den lille mave. Det blev også spist! Hurtigt!

Det hele kulminerer da jeg en dag ammer 8 timer effektivt. Dvs. uden bøvsepauser, bleskift osv. Det er ren baby ved babs tid. Dagene op til har Carl taget 10-20 gram på, så vi er fulde af forhåbning, da vi kommer til kontrolvejning efter ammedagen fra helvede. Det er dog et stort slag i hovedet vi får. Carl har tabt sig 60 gram, og er tilbage på den vægt han havde et døgn efter fødslen. Jeg har lyst til at tude!
Informationen fra jordemoderen er klar. Vi skal blive ved, som vi gør. Amme al hvad vi kan og supplere lidt MME, hvis han ikke kan mættes.
Lige efter vi har været til kontrol, ringer Sundhedsplejersken. Det flyver ud af mig med alle vores frustrationer og ammekaos. Hun anbefaler, at vi får fat i en pumpe og pumper mælk ud, som vi kan supplere med efter amningen ved behov eller gemme til om aftenen. Både for at Carl for noget spise, men også for at være sikker på, at jeg bliver stimuleret til at danne mælk.

Her vender det lidt for os. Vi får øjnene op for, hvor lidt mælk Carl har fået om aftenen. Jeg har intet mælk om aftenen. No wonder baby har været utilfreds! Den aften får Carl for første gang flaske.

fortsættelse følger…

Min ammehistorie #1