Min ammehistorie #3

At føle sig lænket

14 dage efter Carl er født, starter Casper på arbejde igen. Det er hverken han eller jeg klar til. 2 dage nåede vi har have sammen hjemme uden at skulle ud af døren for at tage til kontrolvejninger. 2 dage uden nye informationer og ammevejledninger. Sølle 2 dages ren familiehygge.

Efter Casper begyndte på arbejde faldt min hverdag i en meget kedelig rutine. Hver 3. time skulle Carl lægges til, derefter evt. supplering med flaske afhængigt af, om han syntes mæt. Efter det skulle jeg pumpe ud, mens han sov, og så kunne jeg prioritere mellem at spise, komme i bad eller selv få sovet lidt selv – hvis da ikke Carl vågnede og krævede min opmærksomhed. Typisk fik jeg morgenmad ved 13-tiden, sad hele dagen i sofaen med det tøj, jeg havde haft på alle andre dage og med en lugt, der ikke ligefrem var duften af nyvasket hår. Det vildeste, der skete på min dag, var når jeg flyttede mig fra sengen til sofaen.

Amningen kørte så om så. Nogle dage følte jeg, at det med amningen gik ok. Jeg følte at mælken flød, og Carl spiste også nogle dage godt. Jeg kunne også pumpe rigeligt med mælk ud om morgenen, som vi så kunne supplere med om aftenen, hvor produktionen var lav. Jeg kunne dog ikke producerer nok til, at vi kunne undvære MME. Men som dagene gik blev Carl mere og mere utilfreds. Han begyndte at græde om dagen, og det var som om han aldrig blev mæt, selvom jeg følte at han fik en masse fra mig. Som forsøg prøvede vi at starte med at give ham flaske, så jeg kunne pumpe ud, og se hvor meget/lidt, han fik fra mig. Det var ikke meget! Som dagene gik blev min mælkeproduktion mindre og mindre, så Carl fik efterhånden mere og mere flaske.

Jeg forsøgte, det bedste jeg kunne at pumpe ud. Men samtidig med at Carl fik mere og mere MME, fik han også mavekneb, så det var begrænset, hvor meget han sov – og derfor også begrænset, hvor meget tid jeg havde til at pumpe ud og holde mælkeproduktionen oppe. Mine prioriteter begyndte langsom at gå mod selv at få lidt at spise samt at sove, så jeg ikke gik helt fra forstanden.

Jeg blev fanget i et mareridt af manglende søvn, dårlig samvittighed og 100 % ammehjerne. Min liv gik ud på at give den her lille gut mad og trøste ham. Jeg ville rigtig gerne give ham så meget modermælk som muligt. Sørge for at han fik alle de gode ting ved modermælken, som ikke er i modermælkserstatningen. Men det fungerede bare ikke.

En dag fik jeg besøg af sundhedsplejersken. Alle mine frustrationer og min dårlige samvittighed fløj ud af mig. Jeg tudede nærmest bare ved synet af hende. Sundhedsplejersken var heldigvis hurtigt til at komme med de gyldne og forløsende ord.

Er det så ikke bare bedst, at du holder op med at pumpe ud? Det er meget mere værd, at han har en glad mor.

Det er nok de dejligste ord, jeg nogensinde har hørt. Jeg følte mig fanget af det her mælkemareridt, og havde netop behov for at en sundhedsfaglig sagde, “Du kan ikke holde til det her. Han skal nok klare sig helt fint med modermælkserstatning”.

Samme dag røg mælkepumpen i skabet. Carl blev 100 % flaskebarn 2 måneder gammel.

Min ammehistorie #1
Min ammehistorie #2