Skrig – baby – skrig

I går aftes, da min kæreste kyssede mig godnat og lagde sig til at sove, så han kunne få sin skønhedssøvn inden arbejdsdagen kaldte, efterlod han mig med et stk. skrigende baby. Carl kunne ikke bestemme sig for, om han var træt og/eller sulten, og besluttede sig derfor for at skrige uhæmmet og hjerteskærende, i hvad der føltes som en evighed. Efter laaang tids vuggen var jeg klar til at aflevere ham til hittegodskonteret. Eller måske nærmere klar til at køre i susende fart ned til min mor, råbe “Hjælp! Min baby er i stykker! Hvad gør jeg?”, og se hende lulle ham i søvn på to minutter. For jeg er sikker på, min mor har magiske kræfter, når det kommer til skrigende babyer. Ligesom jeg ved, at de magiske kræfter ikke er en del al den genpakke, hun gav videre til mig.

Da jeg endelig lang tid efter får ham overtalt til at falde til ro, dejser jeg udmattet om i sengen, og går ud som et lys. Hen på natten begynder Carl at give sig lyd fra sig igen. Jeg når lige at tænke ‘ikke allerede’, før jeg kigger på uret, og konstaterer, at klokken er 4.14.
Pludselig bliver min krop fyldt med overskud, og alt lyst til at kyle det skrigende helvede hen, hvor peberet gror, bliver gjort til skamme. Baby har lige slået ny soverekord, og givet sin
mor 4,5 times uafbrudt søvn. Hallelujah! Jeg elsker ham om muligt endnu højere nu, og tager gerne endnu en skrigetur, hvis det betyder mere sammenhængende søvn efter. Det gør jeg i hvert fald ind til næste skrigeseance.

At jeg så ikke kunne falde i søvn igen efterfølgende er en anden sag – men det kan jeg trods alt ikke klantre Carl for.